Hedebølge sender elpriserne markant i vejret

Den varme uge 26 har sat tydelige spor på elpriserne. Ifølge Norlys har den gennemsnitlige rene elpris indtil videre ligget på knap 1,16 kr. pr. kWh i både Øst- og Vestdanmark, hvilket er over 60 procent højere end gennemsnittet for resten af juni.
Fredag ventes temperaturer på op mod 35 grader flere steder i landet, og den høje varme øger efterspørgslen efter strøm til blandt andet køling. Samtidig har lavere vindproduktion flere steder i Europa bidraget til højere elpriser.
"Der er ingen tvivl om, at det har været en uge ud over det sædvanlige. Vi har ikke set så markant en udvikling som denne siden energikrisen. Som elkunde betaler det sig derfor i høj grad at holde øje med elpriserne i øjeblikket. Forskellen mellem de billigste og dyreste timer er fortsat meget stor," siger Mads Brøgger, direktør i Norlys' energiforretning.
Onsdag aften toppede den rene elpris på næsten 6 kr. pr. kWh, mens der andre tidspunkter i juni har været meget lave eller endda negative elpriser.
Norlys forventer, at priserne bliver mere moderate i den kommende uge, men vurderer samtidig, at hedebølgen har gjort juni til en af årets dyreste måneder for elforbrugere.
Faktaboks:
- Gennemsnitlig ren elpris i uge 26: knap 1,16 kr./kWh i både DK1 og DK2.
- Gennemsnitlig elpris 1.-21. juni: 0,71 kr./kWh.
- Elpriserne i uge 26 har været mere end 60 procent højere end resten af måneden.
- Den rene elpris toppede onsdag aften på næsten 6 kr./kWh.
- Hedebølgen øger strømforbruget til køling og presser elpriserne op.
- Lavere vindproduktion og højere gaspriser bidrager også til prisstigningerne.
- Der har fortsat været perioder med meget lave og negative elpriser, især midt på dagen.






Accepter kun nødvendige cookies